fredag den 20. juli 2012

Endnu en gang...


I wanna be like him

(Lidt stof til eftertanke, både i videon men også i selve indlægget)
Uh, hvor er jeg træt af mennesker nogle gange.. Ja, det lyder utroligt, når man ved, at jeg normalt elsker at omgive mig med andre, være i selskab med folk og hygge mig med shopping og andet.. Nogle gange kan de dejlige ting og følelser blive vendt til det stik modsatte, nogle gange er det så slemt, at jeg ikke gider bevæge mig uden for en dør, ikke en gang for at tjekke efter post 50-100 m. væk fra min dør... I tænker nok;"hvorfor har hun det sådan, hvad kan der være i vejen"... Ser I, der er kun en ting, og det er MENNESKER.. Ja mennesker! Nogle gange vil jeg ikke en gang kalde dem det, for de er så hjernedøde, uden empati og alm. pli, at de nærmest ikke fortjener den betegnelse. Her kommer nogle eksempler...
1. Forleden dag skulle jeg rejse med toget fra Aarhus til Horsens, en tur jeg har taget rigtig mange gange og som jeg ikke har noget imod. Jeg skulle ned og besøge min eks kæreste/ven og var lige lovlig sent på den ifht, hvad jeg plejer at være.. 
Jeg stormer ind i toget, er svedig og skal bare have en plads.. Jeg kommer ind i den første coupé og ser at der nede for enden, sider en yngre fyr end mig selv, han stikker hovedet ud og tager det hurtigt tilbage, og her kan jeg tydeligt se, at han gør tegn og siger til de andre han sidder med, at de skal holde øje med, "hvad" der kommer ned igennem om lidt.. Jeg tænker, at det simpelthen ikke kan passe, og at jeg sikkert overfortolker.. - men nej, det gør jeg ikke. Der skal ikke mange skridt til, før jeg nærmere mig dem og kan se at nu bliver tegnet gjort. 
Jeg kan ikke holde mig i skindet og da jeg kommer hen til deres sæder, siger jeg: "Hej (med meget frisk og stadig alvorlig stemme og fortsætter) - Jeg er ikke dum, jeg kunne tydeligt se, at du snakkede om mig og gjorde tegn til dine venner, det synes jeg er respektløs." I det jeg har sagt "Hejet" får de også fremstammet et hej, og kigger nervøst på hinanden. Jeg går igennem døren og sætter mig ned, ringer til min ekskæreste, og fortæller hvad der lige er sket.. I det jeg sidder og snakker med ham, kan jeg se de rejser sig op og kommer ind ad døren og hen mod mig, kigger på dem og snakker videre. Den forreste, ham der har givet tegn, siger med lidt røstende stemme, "øhh undskyld, var det os du sagde hej til" jeg kigger på ham og siger; "ja, hvem ellers?" han siger så, at det må jeg virkelig undskylde, at han slet ikke havde tænkt over det, og at de godt kunne se, at sådan skulle man ikke gøre.. Jeg svarer, nej det er så okay, men prøv bare at tænke over det til en anden gang, det er ikke særlig pænt gjort.. De siger alle tre undskyld igen og at jeg må have en fortsat god dag og rejse.. 
- Det var ikke specielt fedt, og det er en mærkelig følelse man får når det sker. Jeg er dog super glad for og stolt på deres vegne, at de alle tre kom ned og sagde undskyld og snakkede til mig.. Jeg tror, at jeg gav dem noget at tænke over :-)


2. Det er efterhånden nogle måneder siden, men jeg husker det tydeligt... Jeg kommer igennem banegården i Aarhus, forbi Mc D.. Jeg ser godt, at der er nogle der måber, men går alligevel videre, indtil jeg ser en dreng på 15-17 år, der peger og giver tegn til hans omkring siddende venner, ligesom i foregående eksempel.. Jeg kan ikke dy mig, og går over til ham.. Siger:" Jeg er ikke blind, jeg kan tydeligt se, at du sidder og gør tegn til dine venner. Skal jeg også gøre tegn, når jeg ser dig, og pege på dine flyveøre? (ja, det sagde jeg sgu - for han skal ikke sidde der med fregner, rødbrunt hår og flyveøre og tro, at han kan pege fingre af mig. Ikke at jeg har noget imod folk, der ser sådan ud, men lige med ham brugte jeg det) Jeg har sjælendt set én blive så ildrød i hovedet og kigge fra hans venner til mig.. Han får fremstammet, at det måtte jeg undskylde.. - det er okay, men bare tænk over det til en anden gang, for det kan ramme dig selv.. Jeg gik derfra med en tilfredsstillelse og den dag gjorde nok, at jeg er knap så tolerant længere..


3. For et par uger siden, står jeg og venter ved en fodovergangen ved uni. Jeg er træt og udmattet og vil bare gerne hjem. Alligevel står jeg og kigger på den enorme trafik og ser, at der i vinduet af en blå bus, sidder en ung fyr og får vild griner over mig, ja han pegede enormt meget og snakkede med hans ven, jeg rystede på hovedet og vender mig væk, jeg vender mig igen og ser, at han sidder med iPhonen klistret op ad vinduet og tager billeder mens han smiler og griner.. Jeg nåede ikke at række fuck, før den havde drejet og jeg fik grønt til at gå. Men havde jeg nået det, havde jeg satme gjort det. For et er, at folk peger og absolut skal fortælle deres omkringværende om det, men det er kraftedme noget andet, at de tager billeder og bruger til morskab for sig selv og andre, og muligvis lægger det til skue for mange på facebook osv. Jeg frygter, at jeg en dag kommer over en side eller andet og ser mig selv, eller at nogle af mine venner/familie ser mig et eller andet sted.. 


4. Jeg var for nylig i Thisted med min mor og hendes lillebror, altså min onkel. Jeg ligger godt mærke til, at der er mange der kigger og at det ikke kun er børn men også voksne, ældre mennesker. Jeg tænker, at nu skal jeg ikke gøre det værre end det er og slår det helt ud af hovedet og vil bare nyde dagen. Da vi kommer hjem, og sidder ude i solen og snakker, siger min onkel: "Ja, de var da i hvert fald ikke vant til at se en dværg, så I ikke hvor mange der kiggede, ja jeg var flere gange ved at sige noget til nogle af dem".. Jeg tænker, Ohh shit, så var det ikke bare mig.. Min mor stemmer i, og siger"ja, det var godt nok meget, det tænkte jeg også over, og der var også mange voksne".. Jeg siger, at jeg godt lagde mærke til det, men at jeg valgte at ignorere det, som jeg så oftest gør".. Onkel S. svarer, at det da kun var godt, at jeg kunne det, for det var godt nok meget.. Vi kom så til at snakke om det emne, og hvordan det egentlig er og hvor mange der kigger og ikke mindst, hvor mange der gør det på en ikke så diskret måde.. Jeg fortalte dem også om de forskellige episoder, der har været på det seneste, hvortil de svarede, at det da kun var godt, at jeg kunne sige fra, for måske det gjorde, at nogle ville tænke over det til en anden gang.. 
Min mor begynder så på, at jeg er her, fordi jeg skal ud med noget, jeg skal lære mange mennesker noget.. Jeg kan ikke lade være med at føle, at hun har ret. Idét at jeg slet ikke burde ha' været her, hvis det stod til lægerne. Min mor har ikke haft nemt ved at få børn, og efter min ældste storesøster fik hun at vide, at hun ikke skulle forvente at få flere.. Hun fik så alligevel én til, der blev min anden storesøster..
Alligevel ville skæbnen, at hun blev gravid for tredje gang, noget de virkelige ikke havde ventet.. Jeg kom til verden, og som man kan læse under siden "Min styrke vs min svaghed", så kunne man godt se jeg fejlede noget... 
Jeg fik navnet Emma, der sjovt nok betyder stor, vældig, verdensomfattende - det var ikke noget de vidste, de valgte bare det navn, fordi det passede til mig.. Man kan nu sidde og tænke, hmm - kan et navn virkelig betyde noget og vise hvordan en person er.. Det tror jeg helt sikkert, ligesom at folks stjernetegn også har noget at sige. Så ja, jeg er sgu her, for at lære alle de åndsvage, lede, dumme og ikke så lærte mennesker, at det skam er helt okay, at du ikke er som alle andre, at det er helt okay at kigge, for det er menneskets natur, men at det så også stopper der. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud med det og hvordan jeg skal vise verden mig selv.. Men man kan starte i de små, og det har jeg gjort både hvad angår familie, venner, bekendte og fremmede.. En af de intentioner jeg kunne have med denne blog, er faktisk at komme ud med alle mine tanker omkring at være mig, hvad jeg oplever, hvordan folk behandler mig osv... Jeg vil også gerne hjælpe andre, der måske ikke tror på sig selv, eller er "anderledes". Derfor vil jeg også prøve at få min blog ud til så mange som muligt, og derfor må du/I hellere end gerne dele den med folk I kender og ja bare dele. :-)  Tak fordi I gider at læse med! 

mandag den 16. juli 2012

I was here






Jeg er ikke den store Beyoncé fan ikke, at jeg ikke kan høre hendes musik eller synge med på hendes numre, det er bare ikke hende der er min top favorit.. Men denne sang, uff hvor ramte den bare plet.. Den er så smuk, så inderlig og så meget mig. Jeg er ikke typen der græder, eller typen der ofte viser følelser, kun hvis jeg virkelig er nået til et punkt.. Denne her sang kan få mig til at komme til det punkt, den får mine inderste følelser frem og den siger rigtig meget om mig som person. 
Jeg bruger rigtig meget tid i busserne i Århus og rigtig meget tid med mine tanker. For nylig døde min mormors lillesøster, jeg var til begravelsen og som det sidste inden kisten blev båret ud, blev der spillet om lidt bliver her stille. Jeg tudbrølede, tårene løb ned af kinderne og jeg var tom for tanker.. Døden kom et skridt tættere på og det samme gjorde tankerne, da alle følelserne igen have bundfældet sig. 
Hvad sker der efter døden, hvordan mon det føles, at man godt ved, at det snart er forbi, og mærker man noget, når man får en fredelig død, hvor man sover sig ind i den? Jeg har gjort mig mange tanker. Der er kun én ting, alle mennesker ved, og det er desværre, at det kun går en vej, at vi alle på et eller andet tidspunkt skal forlade denne verden, og bevæge os videre. Som vi plejer at sige hjemme ved mine forældre: "man ved aldrig, hvornår ens nummer bliver trukket/ så blevhans/hendes nummer trukket". Jeg ved ikke, hvorfor men den sætning siger bare alt. Vi står alle i livets længste kø og vente kun på, at vores nummer bliver trukket. Det siges jo, at man altid vælger den forkerte kø i supermarkeder og andre steder, og det tror jeg også nogle gør, når de forlader os tidligt, lige pludselig eller på meget uretfærdigvis. De har troet, at de kunne snyde de andre køer og hoppe over i en anden, men de kom ikke langt, og er nu en savnet person.. Nogle vælger den rette kø, om end det er den langsomme eller den, hvor alting går som det skal. Disse mennesker lever livet og de lever hverken for længe eller for lidt. Med det mener jeg, at de ikke når at blive senile, falde fuldstændig hen, men at de får set børn, børnebørn og måske oldebørn vokse op, de får sølv og guldbryllup og alt det et liv behøver. Det er sådan jeg selv ønsker, at jeg skal herfra, at jeg inden i kan mærke, at nu er det nu, nu er jeg klar og nu er det hinsides åben for mig. Måske er min famlie, venner og bekendte ikke klar, men det er jeg. Jeg vil inderligt og det er helt inderst inde ønske og håbe, at den dag det sker, at jeg kommer herfra med fest og farve, folk må gerne græde, men de skal huske, hvordan jeg var som person - folk skal grine, samles og løfte mig afsted.. Jeg ved godt, at det for mange kan virke mærkeligt, at jeg har gjort mig alle de tanker, men jeg har brugt mange timer for mig selv, og lært mig selv at kende, mærket efter... Og med det er jeg kommet frem til alle de ting jeg skriver her.. Lige netop derfor er denne sang så passende og rammende for mig, for: 

I wanna leave my footprints on the sands of time
Know there was something that, and something that I left behind
When I leave this world, I'll leave no regrets
Leave something to remember, so they won't forget

I was here...
I lived, I loved
I was here...
I did, I've done, everything that I wanted
And it was more than I thought it would be
I will leave my mark so everyone will know
I was here...

Jeg gerne vil have den sang bliver spillet, når jeg bliver båret ud af kirken.Og nej, jeg er ikke på tanker om at gøre noget ved mig selv, eller ende det her. Det her er helt "almindelige" tanker i mit univers. Og det er min måde at gøre op med mig selv på, det er faktisk meget personligt og noget kun få mennesker jeg kender ved noget om. 
Men jeg er ikke bange for, at jeg er for ærlig eller at nogle vil bruge det imod mig, jeg står ved de ting jeg gør og ikke mindst de ting jeg mener. Jeg har kun et lille ønske om, at folk lærer at forholde sig til emnet død, selvom det bestemt ikke er nogen rar tanke. Jeg tror bare, at det på sigt vil hjælpe en, at man ikke har et angst forhold til det, men at man tager det som naturens gang. Kære læser, det skal ikke forståes sådan, at jeg hopper let og elegant hen over et dødsfald, overhovedet ikke. Det er sørgeligt og noget man skal have lov til at bearbejde på sin egen måde. Bare husk - I was here and so were you!

søndag den 15. juli 2012

Long time no see

Hej på bloggen..


Ja, der har desværre været lidt stille her på siden.. Jeg ved ikke helt, hvorfor. - jeg tror jeg er den type, der ikke blogger, bare for at blogge. Der skal være en mening med det, jeg ved ikke om den mening altid falder i hak med andres holdning, men det er nu en gang min blog. ;-)


Men for at bringe mit blogging til next level, så vil jeg opsummere den sidste tid med en bunke billeder.       


 
Jeg har læst det sidste nye Woman - smilt over det faktum ang. hjertesorg

 

Været på udgravning i 3 uger i Hummelure.
 Der både bød på solrige dage men også dage med skybrud, torden og lynild.


 

 
Fejret min mormor der fyldte 91 - roserne er fra mig. 
Nydt min familie hele dagen. Mutti med min guldklump(nevø) på armen.

Beundret min søsters voksende mave for anden gang. - Emma her, bliver jo
moster igen til december, til endnu en lille dreng. (pssst. jeg havde ret ang. kønskanning)

Jeg har været barn igen for en stund. Jeg nød det og har
sjældent grint så meget. Mutti, søster & søster+ nevø tog også en tur.

Blevet varm om hjertet af al den kærlighed og familie hygge.

 
 Fejret min søster der blev uddannet sygeplejerske med et 12 i sin bachelor. Behøver
jeg at sige, at jeg er en MEGET stolt lillesøster. Fejringen resulterede i familie middag.                                   

Været en tur i Thisted med min mor og Onkel. Stødte på en skomager, med dette skilt i vinduet. ;-)


 


       
Været hjemme vestpå, væk fra stress og menneskemylder, 
hjem til godt vejr, familie hygge, friske jordbær fra haven 
og masser af blomster og marker.

 

Hygget med besøg af søster, svoger og nevø hos mor & far. 
Nevø derhavde den sødeste trøje på med 
skriften, - ryggen: Jeg glæder mig til.... foran - Jeg skal være storebror

onsdag den 20. juni 2012

Humlebi

Mr. Bumblebee




Jeg fangede idag nogle ret fine skud af flere humlebier. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bærer en dyb fascination for dette buttede lille insekt. Jeg finder det noget så fascinerende, at humlebien ikke aner, at den i realiteten slet ikke burde flyve. Det er nemlig sådan, at den stik mod, hvad forskrifterne ellers siger, om opdrift og flyvning og ja alt det er, ja så burde den vinger ikke kunne bære den ifht. dens tykke lille krop.. Det er sgu da fedt, jeg mener - hvis det lille kræ ikke har nogen anelse om, at den egentlig ikke er i stand til det, men alligevel gør det, så burde vi mennesker ikke tænker over, om vi kan det ene eller det andet, men istedet bare have troen på, at vi faktisk kan og række skrådt op til omverden og vise, hvad vi egentlig kan og vil. 


Det kræver tålmodighed, men så får man også
billeder som disse. - Taget med den alm. makro
indstilling og så med zoom og mig rigtig tæt på.

søndag den 17. juni 2012

Blogging

Jeg må nok indrømme, at det her med at blogge har grebet mig. Jeg synes det er en fornøjelse, at jeg kan skrive mine tanker, poste billeder og i det hele taget have mit lille univers, hvor folk kan komme og gå, de kan læse med og de kan hoppe videre igen. 
Jeg er derfor også kommet frem til, at jeg vil forsøge at lave et indlæg hver dag, hvis ikke flere - bl.a. hvis der er flere ting jeg vil ud med, men som ikke rigtig passer sammen.

Jeg får blod på tanden, når venner, familie og bekendte giver mig et skulderklap og synes, at det jeg gør er godt. For et øjeblik siden postede jeg min blog på min facebook og skrev, at der var nyt indlæg m. billeder fra Nikon. Jeg fik en dejlig kommentar, fra en person jeg ikke lige ventede det fra. - Citeret:" Flot blog, meget velskrevet. Specielt siden om svaghed v styrke.

Sådan en kommentar varmer virkelig og giver mig en lyst til at sidde resten af aftenen/natten og hygge mig med mine skriblerier.






Meet Mr. Monkey - For mig er et symbol på, at jeg godt kan.
Jeg fik ham sidste år i studentergave af mutti & pappa. 



Nikon D3100



Yaaaay. Endelig skete det! Jeg er nu den lykkelige ejer af Nikon D3100.


Jeg glæder mig til sommerens oplevelser, hvor jeg helt sikkert skal tage en masse billeder. Jeg skal bl.a. til Spanien i et par uger, og slappe af og nyde det med mine forældre. Jeg skal nok også lidt rundt i det danske land og opleve lidt af hvert, men vigtigst af alt, så skal jeg bruge tid med familie og de er mit yndlingsmål for fotografering. 


Jeg fik kameraet i fredags og jeg har allerede skudt en masse dejlige billeder. Jeg kan kun råde folk, der går med tanker om at købe et spejlrefleks, at Nikon D3100 bestemt ikke ville skuffe både, hvad angår kvaliteten af billederne men ligeså meget er det et utroligt nemt kamera, selv for dem der ikke er videre tekniske. 


Her kommer lidt billeder taget indtil videre:


Clematis ude foran lejligheden.

Strå af en art, der var god at øve sig på, hvad angår makro
Smuk valmue - en af mine yndlingsblomster

Aarhus H - Næste gang I er på banegården, bøj nakken
 bagover og se de flotte gamle konstruktioner.

Park Allé/Rådhuset - Nogle gange kan jeg li' denne bygning
andre gange ikke. Men lige netop her, synes jeg det er smukt, især nok pga. lyset.


Der kommer til at komme en masse billeder i tiden frem.

lørdag den 9. juni 2012

Spejlrefleks kamera

Til dem der måske følger en lille smule med, så skrev jeg for to indlæg siden, at jeg havde besluttet mig at købe Canon Eos 1100D.. Men som jeg nu engang er, tænkte jeg, at jeg lige ville hoppe forbi Japan FOTO, for at høre deres menig om kameraet. Manden i butikken, forklarede at 1100D er et udemærket kamera, men at han ville råde mig til at kigge på nogle andre mærker fx Nikon. Jeg spurgte self., hvorfor at Canon ikke var god nok. Han forklarede, at det er fint, men at når man er i det prisleje som den ligger i, kan man ligeså godt give lige lidt mere og så få et væsentligt bedre kamera både på den ene og anden måde.. Så derfor er jeg nu kommet frem til, at det kamera jeg skal have inden længe, skal være Nikon D3100. Da jeg skiver fra iPaden, kan jeg ikke tilføje billede, som jeg egentlig havde intentionen om. Det vil jeg gøre, når jeg lige kommer til bærbaren igen.